Intro:

Deafheaven behøver vel nærmest ingen introduktion til folk der har fulgt med i ‘blackgaze’ miljøet – selvom man ikke helt kan definere Deafheaven under bare den ene kategori, så er det nok måske der de fleste finder dem.
De har i 10 år leveret det ene suveræne post black/blackgaze album efter det andet, hvor det mest kendte vel må være SUNBATHER.

Der har Deafheaven formået at lave ikke bare 1, men hele 4 skide gode albums i blackgaze genren.
Jeg vælger ikke at tælle Infinite Granite med da den, i sig selv, er et helt andet album og stil end hvad man kender Deafheaven for (jeg siger ikke albummet Infinite Granite er dårligt, tvært imod – men det passer bare ikke med hvad jeg lige går efter at fokusere på her.)

Det skal lige siges at mit første møde med Deafheaven var for flere år siden, hvor jeg blev anbefalet at høre SUNBATHER som det første, og jeg kom ikke igennem det, min hjerne var simpelthen ikke moden nok til at forstå hvad jeg hørte endnu. Heldigvis er jeg da blevet både ældre og lidt mere erfaren.

Og som altid: stærkeste nummer er min personlige mening.


Profil:

Bandet blev formet i februar 2010, originalt som et 2 mands projekt bestående af George Clarke og Kerry McCoy.
Efter deres selvudgivede demo blev der rekrutteret 3 ekstra medlemmer og de begyndte at turnere. Inden udgangen af 2010 havde bandet skrevet kontrakt med Deathwish, Inc. og begyndte på deres første album.
Musikken er beskrevet som en svimlende hybrid af shoegaze, hardcore punk, emo og black metal.
Bandet består af:
George Clarke – Vokal
Kerry McCoy – Guitar
Shiv Mehra – Guitar
Daniel Tracy – Trummer
Chris Johnson – Bass

Bandet selv er ikke helt klar over hvor ideen til navnet Deafheaven kommer fra, men er godt klar over dens reference i William Shakespeares Sonnet 29.
Der har selvfølgelig været lidt udskiftninger igennem tiden, de mistede de 3 medlemmer der var med til at skrive Roads to Judah og måtte i 2013 finde 3 medlemmer til at erstatte dem, de er blevet til den dag i dag.
De 3 medlemmer der smuttede havde alle problemer med at balancere livet på vejen og tjene næsten ingen penge.
Heldigvis må man da formode at det går dem bedre i dag.

Ifølge Last.fm, har de lavet i alt 9 (men jeg tror vi sniger os op på omkring 11 efterhånden, da Infinite Granite og 10 Years Gone ikke er derpå) udgivelser, deriblandt 1 demo, et par singles, et live album eller 2 og selvfølgelig ikke at forglemme de 5 fulde albums.


Musik:

Roads to Judah:
Deres første album starter ‘stille og roligt’ op med første nummer, der lige så stille bygger sig op fra en meget rolig intro til full-on blackgaze som jeg vil kalde det, men med fokus på black-delen.
Det er et album der er blevet skrevet af alle 5 medlemmer af bandet på daværende tidspunkt, hvilket spejler sig i differencen mellem dette album og deres demo, som kun blev skrevet af George Clarke og Kerry McCoy.
Albummet er helt klart mere post black-fokuseret end eksperimentalt, som jeg efterhånden synes man kender Deafheaven for. Det er bestemt ikke dårligt men den drevne force af Deafheaven’s lyd har været, synes jeg, Kerry McCoy og George Clarke, og de skulle jo starte et sted. Og jeg tænker ikke på daværende tidpsunkt at der var vildt mange penge i lige præcis dén genre – så mht at få det hele til at spille 100% var det nok svært.
Musikken er som skrevet meget straight forward blackgaze med tryk på black.
Jeg kan dog ikke lige som sådan sætte nogle fingre på noget kritik af albummet, jeg synes det er rigtig fedt. Og det var en rigtig god intro, for mig, til hvad Deafheaven var og er blevet.
Det er lidt svært for mig at vælge det stærkeste nummer på denne plade, fordi at for at være helt 100% ærlig synes jeg mange af sangene ‘blander sammen’ altså det er meget det samme på dette album.
Vil ikke sige om sådan der er en sang der popper ud og gør sig bemærket.
Stærkeste nummer: Unrequited.

SUNBATHER:
SUNBATHER starter i bedste Deafheaven still, med en svimlende guitar hvorefter resten af holdet kommer på banen.
Det er, som andre også har skrevet, et helt igennem suverænt album. Og nok, for mig, det der mest viser hvad Deafheaven er i stand til. Nemlig at blande flere genrer til noget, der stadig lyder pisse fedt, måske endda mere fedt end alle deres kombinationer er hver for sig.
Albummet er skrevet af de 2 medlemmer der startede bandet i sin tid, nemlig Kerry McCoy og George Clarke – og det kan nemt høres. Ideerne er simpelthen bare så gode på dette album, og gennemførelsen er ligedan.
Hele albummet igennem får man ligesom ideen om at dette… dette er et gennemført album.
Det har alle elementerne og de kombinerer dem næsten perfekt på hver eneste track.
Produktionen er også ganske okay, der er ikke som sådan noget der overdøver noget andet, og det gør man kan fokusere på at nyde albummet.
Stærkeste nummer: The Pecan Tree.

New Bermuda:
New Bermuda starter hurtigt ud, der er fart på lige fra start.
Nummeret Brought to the Water er første nummer, og det afviger lidt fra f.eks SUNBATHER i Vokal, og er en smule mere melodisk.
Vokalen på nummeret er f.eks meget robot-agtigt i starten. Han skriger ikke lige ud, men det er en blanding på en måde? Det er sgu nok lidt svært at forklare. Nummeret er super godt, og en fed introduktion til dette Deafheaven album.
Vi er klart ovre i noget lidt mere melodisk end hvad de plejer, men det er bestemt ikke noget negativt, albummet New Bermuda blev hurtigt mit yndlings af deres efter jeg havde hørt Deafheaven ganske kort – i dag ved jeg ikke helt hvor jeg står, alle albums jeg har “anmeldt” her er fantastiske på deres egen måde.
Stærkeste nummer: Baby Blue.

Ordinary Corrupt Human Love:
Dette album starter med sangen You Without End som er en skide god intro sang til resten af albummet.
Vi er ovre i noget eksperimentalt igen, og man kan måske få et hint af hvor de er på vej hen. Vi er ovre i noget prog-rock/metal på denne sang. Sangen stopper som den startede, stille og roligt, og går over i Honeycomb, som er et af Deafheaven’s mest kendte sange. Dobbelt pedalerne får en god omgang, selvom nummeret starter stille og roligt op, før det går over i hvad man kender Deafheaven for, sindssyg god blackgaze med noget eksperimentalt sprinklet i.
Hele albummet er super fedt lavet, og jeg kan ikke rigtig sætte en finger på noget de kunne have lavet anderledes. Nu har jeg så heller ikke hørt deres genre i lang tid. Så det er svært for mig at sætte en finger på noget endnu, men jeg bliver bedre og bedre til at spotte det gode fra det dårlige, synes jeg. 😉
Generelt set er albummet meget blødt, vil jeg sige. Jeg synes bestemt at de har formået at blande det hårde med det bløde ganske godt på albummet.
Albummet sluttes af med Worthless Animal, som er en fantastisk måde at afslutte albummet på, igen er der tale om noget meget blødt i forhold til hvad de plejer at levere. Men det er jo det gennemgående tema igennem hele albummet. Riff’et til sidst er super stærkt, og jeg synes vokalen passer rigtig godt.
Stærkeste nummer: Canary Yellow.

Categories:

Tags: