Jeg bliver nødt til lige at komme med en bandprofil, denne gang handler det om det danske blackgaze band MØL.

Profil:

Bandet er fra Aarhus, og har eksisteret siden 2012. Det er blevet til et par EP’ere og 2 albums (hvis man tæller det med de udgiver d. 5. November, og det bliver der gjort her).
Der er ikke så meget at skrive om MØL, udover at de er en flok talentfulde musikere.
Vi snakker om et band der har taget den tid de skulle bruge for at gøre deres lyd så perfekt for dem som mulig tænker jeg. Og den fornemmelse får man også hvis man hører deres første fulde album JORD. Og som skrevet før har de altså eksisteret siden ’12, så er 2 fulde albums ikke mange.
Deres lyd er beskrevet af dem selv som ‘a crushing void’ – på en eller anden måde en fin beskrivelse.
En anden måde deres lyd er blevet beskrevet er:

MØL strives towards creating a massive, impressive, dreamy wall of sound that may crush or envelope the listener and take him/her to distant places of the imagination.

Citat taget fra Last.fm

Det kan jeg nikke genkendende til.
Vil gerne indrømme at jeg en gang i mellem sætter JORD på når jeg er alene i huset, og så bliver der bare skruet op. Så kan jeg rigtig sidde og dagdrømme. 😉

Igennem tiden er der blevet skiftet 3 medlemmer. De nye medlemmer har så været der siden 2013/2016.

Bandet består i dag af:
Ken Klejs – Trommer
Nicolai Hansen – Guitar
Frederik Lippert – Guitar
Holder Rumph-Frost – Bass
Kim Song Sternkopf – Vokal

Musik:

JORD:
Jeg skal gerne indrømme at jeg sgu er lidt langsom til at absorbere og bearbejde musik, det gyldne tal, har jeg fundet ud af, er ca 3 gennemspilninger. Det er ikke noget der altid sker ved første lyt, det er ganske sjældent jeg har fundet mig selv efter 1 gennemspilning og tænkt, YES SIR.
Den sidste jeg kan huske hvis IKKE vi tæller JORD med, var Black Crown Initiate’s Violet Portraits of Doomed Escape.

Men for at komme tilbage til emnet, så var JORD sådan et af disse albums, jeg vidste jeg havde hørt noget specielt efter første lyt. Jeg kunne ikke helt sætte ord på det, men der var et eller andet der greb mig. Tog derefter en pause fra albummet i et par måneder og kom tilbage til det, og siden hørt det nok 50 gange, hvis ikke mere.
Det hele starter med Storm, og sikken storm det er, man bliver taget fra 0-100 rimelig hurtigt på dette track, som bare er en fantastisk åbner.
Det er et helt igennem gennemført album, hvor man kan høre at de har brugt tid på at gøre det helt perfekt.
Alle elementerne passer utroligt godt sammen og jeg synes det er noget hvis man er til black metal subgenrerne så skal man næsten give dette album et lyt. Det fortjener gutterne fandme nærmest efter en sådan pragt præstation.
Produktionen er fantastisk. Der er intet der stjæler lydbilledet og jeg synes godt nok altså at dette album gør at gutterne fortjener en plads blandt de største af de danske metal bands som vi har at tilbyde pt.

Diorama:
MØL’s andet album Diorama, som jeg først har fået fornøjelsen af at høre i dag (d. 6/11) fordi af en eller anden grund selvom det stod til at komme ud d. 5/11 så.. skete det bare aldrig.
Men heldigvis kan jeg bearbejde den nu over de næste par dage og så forhåbentlig give et indtryk af hvad vi har gang i her.
Indtil videre af hvad jeg har hørt så er det klart mere eksperimentalt end før. Hvor vi før var ovre i blackgaze ala MØL, så får vi her også snerten af det. Men det er klart mere blødt og eksperimenterende.
Det er bestemt ikke skidt, albummet er forbandet godt. Og jeg er sikker på de på denne måde kan skabe en skide fed balance i deres live optræden.
Hvor vi på tidligere album bestemt ikke fik noget blødt ud af Hr Sternkopf, så får vi denne gang helt klart et mere balanceret lydbillede med en ren vokal samt hans forbandede gode skrig.
Produktionen er suveræn, og jeg synes bestemt det stadig er MØL det her. Og den svære 2’er lyder ikke til at have været noget problem for gutterne.