For det har jeg i hvert fald hvis man skal tro min afspilnings historik.
Jeg må ærlig talt indrømme jeg er lidt besat.
Lige siden jeg så AngryMetalGuy’s anmeldelse af Liminal Rite som deres nyeste udspark tænkte jeg at jeg i hvert fald måtte give dette deathgaze et skud, eftersom jeg er ret så glad for blackgaze.
Jeg tænkte at siden anmeldelsen skrev så positivt om The Baring of Shadows, at så måtte jeg hellere starte med den, det blev begyndelsen på et vidunderligt selskab med et af årets bedste fund.


Profil:

Bandet har eksisteret siden 2012, og har ifølge discogs.com 3 albums og 2 EP’ere bag sig, de har i skrivende stund flg medlemmer:

  • Mark Garrett: Vokal (med siden 2012)
  • Nico Mirolla: Guitar (med siden 2012)
  • Sean Lang: Trommer (siden 2018)
  • Alexander Adin Rieth: Bas (siden 2019)

Lidt ligesom med Moon Tooth har der ikke være udskiftninger i bandet jeg synes er nævneværdige.
Mest fordi det virker som et passion-project fra Garrett og Mirolla, men også fordi (og dette vidste jeg ikke men læste det et sted) de ikke tourer, åbenbart.
Det er bestemt en skam, for de laver smuk, heavy musik. Præcis som de beskriver det selv.

Mellem Mirolla’s guitar og Garretts alsidighed som vokalist så er der ligesom lagt op til noget godt men jeg ved ikke om jeg helt påskønnede det først. Jeg må indrømme da jeg hørte The Baring of Shadows første gang var jeg undervældet. De følelser blev gjort til skamme da jeg var kommet igennem den for 3. gang som er det magiske tal for mig.
Det virker til at deres all-time største hit om ikke andet så fra i hvert fald, The Baring of Shadows er Snow-Sleep. Jeg er dog ikke enig så jeg tillader mig at smække youtube video’en på den sang jeg personligt mener er mest kickass fra den EP, nemlig det nummer de lukker med: Heartache.


Kardashev selv udgiver deres albums gennem Bandcamp, men har har også fået et label at kunne kalde hjemme indtil videre, Metal Blade records.

Det skete ikke med The Almanac som det skete med The Baring of Shadows, jeg kunne med det samme høre at dette var super fedt. Jeg tænker jeg lige skulle omstille mig til Deathgaze, men når man først har fået smag for det, så gør ingen det som Kardashev (og jeg mener ingen, jeg ved ikke om der findes andre Deathgaze bands?).

The Almanac er det svært at finde nogen fejl på, akkurat ligesom med Liminal Rite, der er tale om noget vildt smukt musik som også rammer som en hammer, hvilket nummeret nedenunder præsenterer meget bedre end jeg kan beskrive:


Det er eftertænksomt. Da jeg læste om Liminal Rite’s betydning, tekster og teksternes betydning (alt står på deres hjemmeside) blev jeg sgu RØRT, og der var perioder hvor jeg slet ikke kunne lytte til Liminal Rite. Jeg kender til sygdommen, og den er forfærdelig.

Hvis man gider læse om det, skriver de en masse under albums om hvad de betyder og hvad deres intentioner var.
Jeg synes det er genialt, og jeg ville ønske flere bands gjorde dette. Selvfølgelig er der dem der siger man selv skal have lov til at finde fortolkningen, og det er fint, dette kan man gøre ved IKKE at læse den information der eventuelt måtte være om hvert album.

Så afsluttende vil jeg lige sige at det har været rigtigt svært at udvælge nogle sange ud fra de albums jeg har valgt(The Almanac, The Baring of Shaodws og Liminal Rite). Jeg synes det er synd at efterlade nogle af dem ude, så gør dig selv den tjeneste, hvis du er til lidt death metal, deathcore og shoegaze med lidt djent på toppen så lyt til Kardashev.

Her er en sang fra Liminal Rite:

Det er svært at anbefale et sted at starte, men jeg ville nok sige The Baring of Shadows eller The Almanac, simpelthen fordi at det er pisse godt det hele, og så er Liminal Rite altså ca 1 time og et par minutter lang, og jeg synes næsten den kræver af lytteren at man hører den start til slut. Den slags engagement til noget man muglivis ikke synes om er meget at kræve.
The Baring of Shadows har flere stærke numre, samme med The Almanac, you can’t go wrong.

Categories:

Tags: