Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med BCI (Black Crown Initiate) får du her rig mulighed for at finde ud af hvad det er for noget musik.
Profil:
BCI (Black Crown Initiate) er et Amerikansk Progressivt dødsmetal band fra Reading, Pennsylvania.
Bandet blev formet i 2012 og kort tid derefter sendte de deres debut EP Song of the Crippled Bull ud.
Bandets navn stammer fra, ud fra bandets eget udsagn:
There is a Tibetan spiritual leader that wears a black crown to signify help for humanity. We are all pervert pigs so we help by showing people that, first about ourselves.
Fra wikipedia.org / via reddit.com
De 3 originale medlemmer er stadig en del af bandet nemlig:
James Dorton, Andy Thomas & Nick Shaw.
Der har været en del udskiftninger i bandet igennem deres tid, men resultaterne snakker for sig selv, og det er et band med ambitioner og talent.
Musik:
Song of the Crippled Bull:
Dette må være et af de mest gennemførte og fede EP’ere jeg har hørt. Den har kørt på repeat, det passer lige med at jeg kan nå at høre den på turen til arbejdet.
Med en blanding af Progressive blackened death med lidt metalcore splejset ind burde man tro at der var alt for meget sammensmadr af genrer til det kunne være godt. Men BCI formår at lave en suveræn debut, og jeg forstår godt de tourede på baggrund af den alene. Havde de touret her omkring havde jeg taget turen hen for at høre dem, det er helt sikkert!
EP’en starter stille og roligt med lidt intro, før den springer i gang. Og inden man får set sig om har man lyttet til 20 minutters ren fantasmo-smadr (dette er positivt, tro mig.)
Stærkeste nummer: Ghost she sends.
The Wreckage of Stars:
The Wreckage of Stars starter med sangen A Great Mistake, men det er det bestemt ikke. 🙂 Det er en fed sang der introducerer resten af albummet på en ganske fin måde.
Jeg har lidt på fornemmelsen at de prøvede at skrue op for det progressive på denne skive. Men det lyder bestemt ikke dårligt, men man skal kunne lide noget progressivt død for det er meget det dette album går ud på. Det er lidt som om de mangler det overordnede mål for skiven, men bare ville lave noget dødsmetal. Hvilket er fint, men søger lidt en mening med galskaben.
Stærkeste nummer: Withering Waves.
Selves We Cannot Forgive:
SUVERÆNT, kort og godt.
Pladen har et gennemført tema og du kan virkelig høre at BCI er i sin spæde barndom. Det er aggressivt blandet med det rolige, og igen formår de at blande growls og rene vokaler utroligt godt. Jeg har hørt dette album på arbejdet og i bilen, og skiven er perfekt hvis du bare skal have noget tid til at gå mens du headbanger for vildt.
Det er som om den er lidt grovere end ‘Song of the Crippled Bull’ for det var virkelig en gennemført EP. Der er i hvert fald nok variation i den til at jeg nemt kan høre pladen igen og igen.
Stærkeste nummer: Sorrowpsalm.
Violent Portraits of Doomed Escape:
Dette er favorit albummet fra dem, og den jeg synes der om noget viser hvor fantastiske BCI er til at lave musik.
Fede riffs, fede vokaler og lækre solo’er alt pakket i en let lyttelig pakke som gør at man får lyst til at høre albummet igen og igen.
Jeg kunne fristes til at sige at denne plade er den man skal høre først, og så kan man sidenhen grave længere ned i deres diskografi hvis man ønsker at vide mere om bandet. Jeg har altid vægtet albums man kan høre igen og igen højest, og jeg tror dette er et af DE albums fra 2020 jeg vil huske.
Stærkeste nummer: Holy Silence.